Catalaneren Pablo Casals var en af det 20. århundredes absolut største cellister. Han levede fra 1876 til 1973, og blev en legende allerede tidligt i sin egen levetid. Han plejede at sige om sig selv, at han blev "undfanget, da Johannes Brahms begyndte på arbejdet med at komponere sin strygekvartet i B-Dur, og født da værket var færdigt ni måneder senere". Casals ejede selv originalmanuskriptet til dette store Brahms-værk. Historien er ikke desto mindre forkert, for Brahms’ kvartet var både færdiggjort og uropført, da Casals blev født den 29. december 1876, og det har Casas med garanti vidst. Men med denne legende bekendte Casals kulør som den store elsker af Brahms’ musik han var - den musik, hvis allerstørste fortolkere han selv var iblandt.

Pau Carlos Salvador Defilló, som var Casals’ rigtige navn, voksede op i den catalanske by Vendrell (på den spanske side af Pyrenæerne), hvor hans far, der var organist i den lokale sognekirke, underviste drengen i klaver, orgel og violin. Han beskriver selv i sine erindringer, hvordan han i de tidlige teenageår oplevede en koncert med en gruppe omrejsende musikere, og at det var ved den lejlighed han fattede kærlighed til celloen. Allerede i 1888 begyndte han på konservatoriet i Barcelona, hvor han studerede cello hos José García, musikteori hos José Rodoreda, klaver hos Joaquín Malats og Francisco Costa Llobera. Hans enestående talent for cellospillet satte ham i stand til at give sin første offentlige solokoncert allerede i 1891, og få år efter gennemgik han solistuddannelsen ved nationalkonservatoriet i Madrid og optrådte i de samme år som solist alene eller med forskellige symfoniorkestre.

Resten er historie! Allerede fra sine tidligste år som cellist viste Casals sig som sin generations måske største begavelse, og inden han var 25 år gammel var han verdensstjerne, som spillede i de store koncertsale og for dronninger og præsidenter. Han virkede også hele livet igennem som både dirigent og komponist. Glemmes må heller ikke hans vigtige rolle som kammermusiker og især ikke den nærmest legendariske trio, som han dannede sammen med den franske pianist Alfred Cortot og den ligeledes franske violinist Jacques Thibaud - et ensemble, hvis indspilninger fra 1920’erne og 30’erne af mange af kammermusikkens hovedværker stadig den dag i dag står som de autoritative udsagn.

Efter General Francos sejr i den spanske borgerkrig i 1936 gik Pablo Casals, som var glødende demokrat, i selvvalgt exil i den Sydfranske by Prades (i den franske del af Catalonien) og svor offentligt ikke at ville vende tilbage til Spanien, før demokratiet var genindført. Så indædt en modstander var han, at han endda nægtede at give koncerter i lande, som officielt havde anerkendt Francos regime. Da Casals døde i 1973, var Spanien stadig underlagt Francos fascistiske diktatur, og han kom derfor aldrig til at se sit fædreland igen.

Casals opretholdt hele sit liv igennem en intens aktivitet som lærer for yngre, talentfulde cellister, og han gav masterclasses verden over ved siden af sin karriere som solist og dirigent. Som komponist vedblev han også at være aktiv til det sidste, og hans allersidste værk (en hymne til De Forenede Nationer for kor og orkester) blev uropført i 1971 i Washington, med den da 94-årige Casals selv på dirigentpodiet.

Indspilninger med Pablo Casals

Der findes et hav af CD-udgivelser med såkaldt ’historiske indspilninger’ med Casals. Jeg vil selv helst tro, at ordet ’historisk’ betyder, at de er så helt og aldeles enestående i deres kunstneriske kvalitet, som de rent faktisk er, men jeg har en mistanke om, at det bare betyder, at de er gamle (og, jo, den tekniske kvalitet på de gamle lakplader, som er lagt på CD, lader da nok noget efter at ønske. Men det tilgiver man nemt, når man hører musikken spillet!)

En simpel søgning på Google vil give mange sider med links til indspilninger. Min egen favorit er indspilningen med den legendariske trio med Cortot og Thibuad af værker af Haydn, Beethoven og Schubert, som er udgivet af pladeselskabet Naxos
(pladenr. 8.110188). Men heller ikke Casals’ indspilninger af Beethovens og Brahms’ cellosonater må glemmes…
 

(Klaus Ib Jørgensen
Januar 2008)