Den pyrenæiske bjørn

Den brune, pyrenæiske bjørn nyder en nærmest kultagtig status i bjergegnene. Desværre har denne status ikke forhindret en nærmest total udryddelse af det store dyr, og det anslås, at der i dag kun er 12-15 tilbage, som lever i de mest afsides områder af bjergene, i egnene omkring Andorra og lidt længere vestpå i de franske Pyrenæer. Man forsøger naturligvis fra myndighedernes side at beskytte denne lille bestand af dyr, som nu er så lav, at det er tvivlsomt om den kan blive ved med at reproducere sig ved egen kraft, og den totale udryddelse bliver måske en sørgelig realitet indenfor relativt få år. Dyrenes eksakte tilholdssteder holdes skjult som den vigtigste af alle statshemmeligheder, og de lokale beboere, som deler territorium med bjørnene, modtager fuld økonomisk kompensation af staten for samtlige skader, som dyrene undertiden forvolder, og der gøres meget ud af oplysningskampagner overfor befolkningen. Men på trods af disse foranstaltninger, findes der stadig den dag i dag eksempler på krybskytteri, bjørnegift gemt i mad, fælder etc.

Bjørnefesten – la fête de l’ours

I området omkring Saint Laurent de Cerdans er der med garanti ingen levende bjørne tilbage, men de gamle traditioner, som gennem århundreder har knyttet sig til lokalbefolkningens samspil med naturen og dermed idéer og myter om det mægtigste af alle dyr, bjørnen, holdes fortsat i hævd.

I de fleste større byer afholdes således la fête de l’ours – Bjørnefest (eller på catalansk: La diada de l’os – Bjørnens Dag) en gang om året. Tidligere lå festen præcis på Kyndelmisse (den 2. februar), idet denne fest for forårets komme samtidig varslede bjørnens opvågnen fra sit vinterhi, men nu om dage afholdes den på forskellige tidspunkter, men altid omkring januar-februar. I vores region kan man opleve festen i Prats-de-Mollo, Arles-sur-Tech og Saint-Laurent-de-Cerdans (i det sidste tilfælde som et led i de årlige karnevalsfestligheder, der afholdes i 2-3 dage omkring fastelavn.

Bjørnefesten, der normalt varer en hel dag med stor fest om aftenen, baserer sig på den ældgamle, mytiske forestilling om bjørnen som symbol på virilitet og en trussel mod unge kvinders uskyldighed (og vel nok i lige så høj grad en trussel mod de unge mænds attråværdighed i ungmøernes øjne...).

I følge myten kom en bjørn i en fjern fortid ud af bjergene, netop opvågnet fra sit hi og både sulten og magesyg. Den overfaldt en fåreflok, og efter den blodige massakre bortførte bjørnen den unge hyrdepige og holdt hende fangen i en bjerggrotte. Landsbyens unge mænd drog ud for at jage bjørnen og finde ungmøen, fandt efter dages og nætters jagt grotten, befriede pigen og tog bjørnen til fange. Hjemvendt til landsbyen holdt man en stor fest for at fejre sejren, og her pelsede man den stadig levende bjørn med en økse (!) for at give den en mere menneskelig skikkelse, og overgav skindet til den unge mand, der havde fanget dyret, og han fik derfor samtidig overdraget dets styrke og formodede seksuelle formåen, med jomfruernes beundring og senere totale overgivelse som ønsket resultat.

Så ved den årligt tilbagevendende bjørnefest udspilles dette mytiske ”drama” igen og igen. Legen, der tager der meste af en dag, udspiller sig efter nøje fastlagte regler, og deltagerne indtager bestemte roller og klæder sig ud efter traditionens forskrifter, og det hele akkompagneres af La Sardana (den traditionelle dans) og La Cobla, den tilhørende musik. Meget kort fortalt sker der følgende:

En ung mand fra byen iklædes et (ægte og vistnok lidt ildelugtende...) bjørneskind og jagter først en fåreflok (mænd iklædt fåreskind) og derefter landsbyens unge kvinder (ofte også mænd, forklædt som ungmøer). Bjørnen tager en af dem til fange, men bliver så selv fanget og nedlagt af landsbyens ’rigtige’ mænd, der har deltaget i jagten gennem gaderne. Den rituelle afklædning af ”bjørnens” skind, der foretages af mænd klædt i hvidt (de såkaldte ”barberer”), anses for en vigtig del af legen, idet det er i denne handling, at selve skikkelsen af mesterdyret overtages af den unge mand, der har være modig og stærk nok til at nedlægge det.

I gamle dage siges denne konkurrence at have haft en vigtig og helt reel betydning for de unge kvinders valg af forlovede, mens den i dag udelukkende afholdes for spøgens og traditionens skyld. Og dog...?

Læser man fransk, er HER et link til en minutiøs gennemgang af festlighederne og ritualet, som det udspiller sig i Prats-de-Mollo (ca. 30 minutters kørsel fra Les Cazottes).