Det, der senere skal blive til byen Saint-Laurent-de-Cerdans, nævnes for første gang i 1168 i en krønike fra abbediet i Arles-sur-Tech som ”Mas de Cerdans” (”Cerdans-gården”). Og den bestod da også kun af en enkelt bondegård og så kirken til Sankt Laurentius, som var blevet bygget i det 11. århundrede (det eksakte årstal er ukendt) som et annex til klostret i den nærliggende by Coustouges, som igen havde været under abbeden af Arles’ jurisdiktion siden 1011. Abbeden havde ladet sine munke opføre Laurentius-kirken, dels som en udvidelse af sit lokale, religiøse imperium og dels - nok så vigtigt - for at skabe et fortificeret tilflugtssted for beboerne i de små, spredte bebyggelser i området, når eller hvis fjenden kom forbi. Og det var der god brug for på dette tidspunkt, hvor regionen var præget dels at diverse småstammers rovtogter og dels af ufred på grund af de aragonske hertugdømmers interne rivalisering og Aragoniens til tider aggressive ekspansion (se afsnittet om Cataloniens historie).

Et kig i kirkebøgerne afslører en rivende udvikling i årene 1370 til 1793, hvor antallet af huse næsten tidobledes fra 42 til 405 (i de gamle annaler talte man ikke indbyggere, men skorstene!), og byen lader til at have været et af kraftcentrene i området, med en stadigt mere udbygget jern- og tekstilindustri (særligt produktion af de traditionelle sandaler, espadrillos). Flere småbyer i området bærer i dag navnet ”Forge de et-eller-andet”, med henvisning til det franske ord for jernstøberi. Indbyggertallet i Saint Laurent kulminerer i 1901 med 2.816, men siden er det gået langsomt, men støt nedad, angiveligt som en følge af jernindustriens uddøen på grund af mangel på træ: smeltediglernes umættelige appetit på brændsel havde på dette tidspunkt så godt som barberet regionens førhen så frodige og udbredte egeskove. Byen har i dag ca. 1.250 indbyggere, og kommunen et samlet areal på ca. 4.500 km2.
 

Ordet ”cerdans” har i øvrigt intet at gøre med den traditionelle catalanske dans La sardana, men henviser til det catalanske ord for de små stammer, som huserede i området i middelalderen: Cérêtes. Ordet genfindes i bynavnet Céret.