Catalonien og Roussillon

Les Cazottes ligger ganske vist i Sydfrankrig, i Roussillon, men for en stor (om end gradvist mindre) del af den lokale befolkning er det stadig Catalonien, som er deres hjemegn, ja for mange endda deres hjemland. Catalonien forbindes oftest med Spanien, og ca. 90% af regionen ligger da også syd for grænsen, med hovedbyen Barcelona, men netop i denne del af Frankrig regner man sig også for catalaner. Både sproget, maden og kulturen bærer et stærkt præg af det catalanske, og man kan endda i isolerede egne finde mennesker, som kun taler dette sprog. De fleste beboere i Les Cazottes og Saint Laurent de Cerdans er to-sprogede, men regner catalansk for deres egentlige modersmål.

Historie

Cataloniens og dermed Roussillons historie går helt tilbage til før middelalderen og er præget af storhed og fald, af krige og velstand. Catalonien var sammen med Aragon, Valencia og de Baleariske Øer (Mallorca med småøer) provins i kongedømmet Aragonien, som begyndte at opstå som en selvstændig og ekspanderende stat i forbindelse med krigene mod de arabiske maurere i det, vi i Danmark kalder vikingetiden. Ramiro I var i 1035 den første der kaldte sig ’konge af Aragonien’.

Det aragonske rige udvidedes i perioden 1100-1400, blandt andet gennem en række strategiske giftermål, og rigets udbredelse, magt og velstand kulminerede, da Prins Ferdinand af Aragonien i 1479 giftede sig med den castillianske kronarving Isabella, hvorved de to kongedømmer blev forenet og det politiske grundlag for det moderne Spanien tilvejebragt. Og det var netop som Spaniens kongepar, at Ferdinand og Isabella finansierede Columbus’ ekspedition til det, der skulle have været vandvejen til Indien, men som endte i Amerika.

Aragoniens udvidelse og etablering ind i det spanske kongedømme betød paradoksalt nok tilbagegang for Cataloniens velstand (der ellers siden romertiden havde været i konstant stigning, båret frem af udbredt skibshandel i Middelhavsområdet), dels fordi en langvarig og forgæves selvstændighedsopstand 1461-74 mod Aragoniens Kong Johan II (Ferdinands far) i betydelig grad havde reduceret catalanernes politiske og økonomiske indflydelse, og dels fordi foreningen med Castillien og dermed fødslen af et politisk ambitiøst Stor-Spanien betød en gradvis ændring i skiftende spanske kongers politiske, økonomiske og handelsmæssige prioriteringer. Det nye spanske rige koncentrerede sig om verdensherredømmet, magtbalancen med især England, koloniseringen af Den Ny Verden og forholdet til Portugal, og havde ikke meget øje for den lille, rebelske provins ved grænsen til Frankrig.

Den nordlige del af Catalonien, den franske region Roussillon med hovedbyen Perpignan, var blevet pantsat af Johan II til den franske Kong Louis IX, men som en konsekvens af de komplicerede magtforhold i Europa på denne tid, med Frankrig i konstant mere eller mindre væbnet konflikt med sine naboer mod syd og i England, kom regionen tilbage på spanske hænder under Ferdinand. Som et andet Polen sad Roussillon i flere hundrede år derefter som en lus imellem to negle, nemlig de to store europæiske magters spil om herredømmet over området, og landet blev flere gange rendt over ende af både spanske og franske hære, som plyndrede, nedbrændte og voldtog hvor de end kom frem. I 1641 begyndte roussillanerne for anden gang en mangeårig opstand, med guerillakrig og det hele (præcis som deres næsten samtidige "kollegaer", Snaphanerne, under Svend Gjønges ledelse gjorde det mod svenskerne i Danmark), delvist tilskyndet og hjulpet af den franske Kong Louis XIII, som udnyttede Spaniens efterhånden hensygnende position i det europæiske magtbillede til at gå målrettet efter en endelig overtagelse af Roussillon, og ved en fredsaftale (den såkaldte Pyrenæer-traktat) i 1659 kom regionen atter på franske hænder og har været det siden.

Sproget og kulturen

Catalanerne har altid haft en velplejet selvforståelse, måske skabt af mange hundrede års historie med krig og en evig drøm om selvstændighed, og de identificerer sig hverken som franskmænd eller spaniere, men lægger stor vægt på deres egen kulturelle egenart og historie. Sproget ligger meget langt fra fransk, men kan for det ukyndige øre og i en hurtig vending lyde lidt som spansk. Men lytter man godt efter, er der et markant fravær af de ’hhhrrr’-lyde, som findes i spansk (hvor fx navnet Juan ikke udtales ”sjuan” men ”hruan”) og som afslører spaniernes tætte kulturelle og sproglige forbindelse til det arabiske. Og selvom sproget er romansk, er det alligevel afgørende forskelligt fra de to andre, store hovedsprog.

Catalanerne holder deres gamle kultur i hævd, blandt andet den traditionelle dans, La Sardana, og den traditionelle musik, La Cobla. Dansen fejres ved store udendørs fester, især om sommeren, og man kan blandt andet opleve den ved den 3 dage lange Sardana-festival i den nærliggende by Céret, som finder sted i slutningen af juli. Men det er ikke bare en rituel festligholdelse af tidligere tiders oprindelige kultur i stiliseret form for turisternes skyld, sådan som man desværre kan opleve det i mange andre minoritetskulturer. Catalanerne danser La Sardana ved mange lejligheder, og ’går til det’ på danseskoler i deres fritid. I de lokale aviser ses ofte annoncer for ’sardana-aften’ i et eller andet lokalt forsamlingshus på en helt almindelig hverdag. Og der er fuldt hus - og ingen turister!

Som overalt i verden, hvor de lokale kulturer er under pres fra udefra kommende strømninger, har også den catalanske befolkning kunnet mærke den fremmede indflydelse. Især efter 2. verdenskrig har en massiv tilflytning fra andre egne af Frankrig, og en tilsvarende fraflytning af unge catalanere til især Paris og Barcelona, betydet en reduktion af regionens catalanske befolkning, og man regner med, at bare 40% af indbyggerne i Roussillon i dag taler og skriver catalansk. Den franske regering har dog især i efterkrigstiden iværksat forskellige programmer til bevaring af de lokale kulturer og sprog i landet (også fx bretonsk, provençalsk og occitansk), og nu om dage foregår den offentlige administration på både catalansk og fransk, og der undervises i catalansk i skolerne.


HusetOmrådetOplevelserUdlejningPraktiskKontakt
Saint Laurent de Cerdans De nærliggende byer Pyrenæerne	Catalonien og Roussillon Les Cazottes ligger ganske vist i Sydfrankrig, i Roussillon, men for en stor (om end gradvist mindre) del af den lokale befolkning er det stadig Catalonien, som er deres hjemegn, ja for mange endda deres hjemland. Catalonien forbindes oftest med Spanien, og ca. 90% af regionen ligger da også syd for grænsen, med hovedbyen Barcelona, men netop i denne del af Frankrig regner man sig også for catalaner. Både sproget, maden og kulturen bærer et stærkt præg af det catalanske, og man kan endda i isolerede egne finde mennesker, som kun taler dette sprog. De fleste beboere i Les Cazottes og Saint Laurent de Cerdans er to-sprogede, men regner catalansk for deres egentlige modersmål. Historie Cataloniens og dermed Roussillons historie går helt tilbage til før middelalderen og er præget af storhed og fald, af krige og velstand. Catalonien var sammen med Aragon, Valencia og de Baleariske Øer (Mallorca med småøer) provins i kongedømmet Aragonien, som begyndte at opstå som en selvstændig og ekspanderende stat i forbindelse med krigene mod de arabiske maurere i det, vi i Danmark kalder vikingetiden. Ramiro I var i 1035 den første der kaldte sig ’konge af Aragonien’. Det aragonske rige udvidedes i perioden 1100-1400, blandt andet gennem en række strategiske giftermål, og rigets udbredelse, magt og velstand kulminerede, da Prins Ferdinand af Aragonien i 1479 giftede sig med den castillianske kronarving Isabella, hvorved de to kongedømmer blev forenet og det politiske grundlag for det moderne Spanien tilvejebragt. Og det var netop som Spaniens kongepar, at Ferdinand og Isabella finansierede Columbus’ ekspedition til det, der skulle have været vandvejen til Indien, men som endte i Amerika. Aragoniens udvidelse og etablering ind i det spanske kongedømme betød paradoksalt nok tilbagegang for Cataloniens velstand (der ellers siden romertiden havde været i konstant stigning, båret frem af udbredt skibshandel i Middelhavsområdet), dels fordi en langvarig og forgæves selvstændighedsopstand 1461-74 mod Aragoniens Kong Johan II (Ferdinands far) i betydelig grad havde reduceret catalanernes politiske og økonomiske indflydelse, og dels fordi foreningen med Castillien og dermed fødslen af et politisk ambitiøst Stor-Spanien betød en gradvis ændring i skiftende spanske kongers politiske, økonomiske og handelsmæssige prioriteringer. Det nye spanske rige koncentrerede sig om verdensherredømmet, magtbalancen med især England, koloniseringen af Den Ny Verden og forholdet til Portugal, og havde ikke meget øje for den lille, rebelske provins ved grænsen til Frankrig. Den nordlige del af Catalonien, den franske region Roussillon med hovedbyen Perpignan, var blevet pantsat af Johan II til den franske Kong Louis IX, men som en konsekvens af de komplicerede magtforhold i Europa på denne tid, med Frankrig i konstant mere eller mindre væbnet konflikt med sine naboer mod syd og i England, kom regionen tilbage på spanske hænder under Ferdinand. Som et andet Polen sad Roussillon i flere hundrede år derefter som en lus imellem to negle, nemlig de to store europæiske magters spil om herredømmet over området, og landet blev flere gange rendt over ende af både spanske og franske hære, som plyndrede, nedbrændte og voldtog hvor de end kom frem. I 1641 begyndte roussillanerne for anden gang en mangeårig opstand, med guerillakrig og det hele (præcis som deres næsten samtidige "kollegaer", Snaphanerne, under Svend Gjønges ledelse gjorde det mod svenskerne i Danmark), delvist tilskyndet og hjulpet af den franske Kong Louis XIII, som udnyttede Spaniens efterhånden hensygnende position i det europæiske magtbillede til at gå målrettet efter en endelig overtagelse af Roussillon, og ved en fredsaftale (den såkaldte Pyrenæer-traktat) i 1659 kom regionen atter på franske hænder og har været det siden. Sproget og kulturen Catalanerne har altid haft en velplejet selvforståelse, måske skabt af mange hundrede års historie med krig og en evig drøm om selvstændighed, og de identificerer sig hverken som franskmænd eller spaniere, men lægger stor vægt på deres egen kulturelle egenart og historie. Sproget ligger meget langt fra fransk, men kan for det ukyndige øre og i en hurtig vending lyde lidt som spansk. Men lytter man godt efter, er der et markant fravær af de ’hhhrrr’-lyde, som findes i spansk (hvor fx navnet Juan ikke udtales ”sjuan” men ”hruan”) og som afslører spaniernes tætte kulturelle og sproglige forbindelse til det arabiske. Og selvom sproget er romansk, er det alligevel afgørende forskelligt fra de to andre, store hovedsprog. Catalanerne holder deres gamle kultur i hævd, blandt andet den traditionelle dans, La Sardana, og den traditionelle musik, La Cobla. Dansen fejres ved store udendørs fester, især om sommeren, og man kan blandt andet opleve den ved den 3 dage lange Sardana-festival i den nærliggende by Céret, som finder sted i slutningen af juli. Men det er ikke bare en rituel festligholdelse af tidligere tiders oprindelige kultur i stiliseret form for turisternes skyld, sådan som man desværre kan opleve det i mange andre minoritetskulturer. Catalanerne danser La Sardana ved mange lejligheder, og ’går til det’ på danseskoler i deres fritid. I de lokale aviser ses ofte annoncer for ’sardana-aften’ i et eller andet lokalt forsamlingshus på en helt almindelig hverdag. Og der er fuldt hus - og ingen turister! Som overalt i verden, hvor de lokale kulturer er under pres fra udefra kommende strømninger, har også den catalanske befolkning kunnet mærke den fremmede indflydelse. Især efter 2. verdenskrig har en massiv tilflytning fra andre egne af Frankrig, og en tilsvarende fraflytning af unge catalanere til især Paris og Barcelona, betydet en reduktion af regionens catalanske befolkning, og man regner med, at bare 40% af indbyggerne i Roussillon i dag taler og skriver catalansk. Den franske regering har dog især i efterkrigstiden iværksat forskellige programmer til bevaring af de lokale kulturer og sprog i landet (også fx bretonsk, provençalsk og occitansk), og nu om dage foregår den offentlige administration på både catalansk og fransk, og der undervises i catalansk i skolerne.